Vi ankom til Phi Phi med båden fra Phuket, som er en sejltur på en time og tre kvarter. Man kan også sejle fra Krabi. Imens båden skærer sig igennem vandet kan man stå på dækket i den bagende sol og tage billeder af de lokale fiskerbåde der sejler forbi i blå og røde farver med vinkende thaier om bord.
Når sejlturen er ved at være slut, tager båden et sving ind i den ene af de to bugter som omgiver den smalle tange af land der er Phi Phi by. Her er det tilladt at kameraet overopheder en smule. På begge sider af bugten rejser klipperne sig fra vandet, og der vokser grønne træer og planter på klipperne. Det er virkelig en paradisø.

Der er primært tre ting der er populært på Phi Phi. Den første er at dykke i de smukke rev der ligger rundt omkring i det blå hav. Der er talrige dykkerbutikker der arrangerer ture ud til revene, hvor man kan se alverdens fisk fra den lille klovnefisk (Nemo) til skildpadder og hajer. Hajerne er dog "nogle små tøser" som min divemaster formulerede det, så der er intet at være bange for. De fleste bruger faktisk det meste af ilten på at lede efter hajerne inden de bliver skræmt uden for synsvide af dykkeren. Vi dykkede med Viking Divers (www.vikingdivers.com) og det kan anbefales.


Den anden ting er at dase på en af de to strande eller hotellets pool, kun afbrudt af ture til baren for at hente frugtsmoothies eller ture i vandet. Meget afslappende.
Den tredje ting er at drikke sig i hegnet med alle de andre midlertidige øboere. Når du runder the big three o trækker du gennemsnitalderen op, så der bliver drukket mange Chang Beers og kander med sprut inden solen står op. Der er utalige barer med ildshows, thai boxing (mellem gæsterne, vinderen får en gratis kande sprut) eller bare hygge og god stemning.
Stranden fra The Beach ligger på øen Ma Long tæt ved Phi Phi såvel som mange andre smukke strande og øer. Der afgår utallige ture ud til disse smukke steder. Hvis du hellere vil have en privat tur kan du leje en Long Boat i en halv eller hel dag som sejler dig rundt til øerne. Det hele kan arrangeres på Phi Phi.

Hvis vejret er klart kan du vandre op af bjerget i den ene ende af øen og udsigten ved solopgang på en klar dag er fantastisk. Der er tre viewpoints der har de fantasifulde navne viewpoint 1, viewpoint 2 og viewpoint 3. Turen går op af stejle trapper og stier så husk en masse væske og selvfølgelig dit kamera. Hvis du vil se solnedgangen deroppe fra start ikke nedturen for sent da der ikke er nogle gadelygter efter viewpoint 1, eller medbring en god lommelygte.
Prisniveauet på Phi Phi er temmelig højt. Mad og drikke er den største undtagelse, det koster ca. en femtedel i forhold til Danmark. Hotel kan til gengæld godt være dyrt. Priserne starter ved 200 TBH for et dorm room eller 600 TBH for et værelse til to personer (somme tider med varmt vand og AC, men ikke nødvendigvis) men man skal være forberedt på at værelserne sjældent bliver gjort rent, eller der bliver spillet høj musik fra baren ved siden af hele natten (og jeg mener HØJ musik). Hvis man vil have noget okay er prisen 1200 TBH og vil du op på Mallorca-hotel-standarden er prisen omkring TBH 2500. Du kan også betale me og få en luksusferie. Pas på med at acceptere og betale et hotel hos et af de mange "rejsebureauer" ved havnen. En tommelfingerregel er at bede om at se værelset før du accepterer.

