St. Germain Des Pres & Latinerkvarteret

Saint Germain Des Pres (SGDP) og nabo kvarteret Le Quartier Latin (Latinerkvarteret) er, sammen med Marais, nogle af de hyggeligste områder i Paris. Det er områder som bedst opleves til fods, både fordi det er forholdsvis små områder og fordi stemningen er en attraktion i sig selv, specielt om aftenen. Det kan være svært at sige hvor SGDP slutter og Latinerkvarteret begynder, og derfor beskrives områderne her samlet.
Monumenter som Panthenon og Saint Sulpice, museer som Cluny, de berømte cafeer, levende musik i gaderne, modebutikker, bogkasserne langs Seinen og den elegante Luxembourg Have er alle elementer, der er med til at gøre dette område til noget unikt, med det chikke SGDP på den ene side og det unge og meget levende Latinerkvarter på den anden side.

Området er også et mekka for filmelskere, for det er i dette område at der er den største koncentration af biografer i Paris, lige fra mainstream til arthouse. For ikke så mange år siden kunne det være svært at finde biografer hvor filmene ikke var synkroniserede, i dag er det heldigvis anderledes; de fleste film i dette område, ligesom i resten af Paris, vises i original version (VO), og nogle gange også i fransk version (VF); dette står altid på plakaten udenfor biografen.

SGDP var det område hvor Sartre, Camus, Picasso og andre store litterære, kunstneriske og filosofiske personligheder i sin tid boede og skabte deres værker, og i mellemkrigsårene var området et mekka for udvandrede amerikanere og briter som søgte kunstneriske fristeder og billige leveforhold. De billige forhold hører fortiden til, i dag er området et af de dyreste at bo i, i Paris. Men, SGDP er stadig det område i Paris hvor kunstnere og mennesker i forlagsbranchen holder til, og hvor mange skuespillere og forfattere bor, specielt i området omkring Jardin du Luxembourg, Luxembourg Haven. Området anses for at være chikt og moderne, og har mange elegante ting og steder at byde på, fra de berømte cafeer på Boulevard Saint Germain og omkring Odéon, til modebutikker og gallerier, specielt i området omkring Saint Sulpice Kirken.

Latinerkvarteret, som det stadig kaldes, og oprindelig blev kaldt fordi sproget omkring universitetet, La Sorbonne, før den Franske Revolution var latin, er i dag præget ligeså meget af turisme som af studerende, men har alligevel formået at bevare en hyggelig og afslappet atmosfære. Selvom mange af de små gader op mod Seinen, i dag er pakket med souvenir butikker, og diverse fastfood lignende restauranter, er der stadig masser at se og opleve, og gode steder at spise.

En tur rundt i området kunne se sådanne ud:

Man kunne starte dagen på enten Café Flore eller Les Deux Magot, og hvis vejret er til det, så vælg at sidde på terrassen.
Café Flore 172, bd. St-Germain, 6. Arrondissement. Metro station: St-Germain-des-Prés.
Les Deux Magot, 6, Place St-Germain-des-Prés, 6. Arrondissement. Metro station: St-Germain-des-Prés.

Det er en god idé hvis man vil se Notre Dame de Paris, der er beliggende lige ud for SGDP, på øen Île de la Cité, at komme tidligt, så denne kirke kunne være første stop. Hvis man har benene til det, er en tur op i klokketårnet en god idé; hvis ikke, kan man blive på jorden, og se kirken indvendig, eller tage en tur ned i krypten, hvis mure stammer helt tilbage til det 3. århundrede.
Adresse: 6, pl. du Parvis-Notre-Dame, 4. Arr. Metro station: Cité, Saint-Michel. RER: Notre-Dame.

Gå tilbage og ned af Boulevard Saint Michel indtil du kommer til Musée Cluny , hvis fulde navn er: Le Musée National du Moyen Âge et Thermes de Cluny. Dette museum er et middelaldermuseum, og et af verdens mest berømte vægtæpper, La Dame à la Licorne (Damen med enhjørningen), hænger på dette museum.
Lukket om tirsdagen. Adresse: 6, place Paul Painlevé, 5. Arr. Metro station: Cluny la Sorbonne.

Fortsæt op af Boulevard Saint Michel, op mod Jardin du Luxembourg, Luxembourg Haven, hvor der inden eller lige efter frokost skulle der være tid til at se Sorbonne. Dette er det mest berømte af de parisiske universiteter, der i dag er spredt ud over hele byen. Universitetet blev grundlagt i 1253, som et teologisk fakultet af Robert de Sorbon, og mange af historiens store personligheder har studeret her, som f. eks. Roger Bacon, Dante og Calvin. Universitetet blev lukket under revolutionen, men blev genåbnet i 1806 af Napoleon.
Der er guidede ture kl. 9:30 og 14:30 mandag til fredag; Reservation af plads på tlf. nr.: 01 40 46 21 11.
Adresse: 47, rue des Écoles, 5. arr. Metro station: Cluny la Sorbonne.

Tæt ved Sorbonne ligger den meget smukke og fredelige Jardin du Luxembourg, Luxembourg Haven, som er et godt sted af hvile fødderne. Lige overfor haven ligger cafeen La Rostand, 6, Place Edmond Rostand, der er et godt sted at spise frokost. Hvis vejret er til det er terrassen lys og behagelig, med udsigt overmod Jardin du Luxembourg.
Fortsæt ned mod Saint Sulpice. Denne kirke, der høstede ekstra berømmelse ved at optræde i Da Vinci Mysteriet, er ved at blive istandsat, og der er ikke sat en dato på hvornår arbejdet forventes færdiggjort. Men, man kan stadig komme ind i kirken, og der er gratis rundture om søndagen kl. 15, mødested foran kirken. Kirken blev påbegyndt i 1646 og stod helt færdig i 1780. Pladsen foran kirken er en af de smukkeste i området, og hele området omkring Saint Sulpice Kirken er fyldt med modebutikker, gallerier, et par gode cafeerog specialforretninger.
Adresse: Pl. Saint-Sulpice, 5. Arr. Åben: 8:30 – 19 hver dag. Metro station: Saint-Sulpice.

Gå tilbage op til Seinen og ned mod den verdensberømte boghandel Shakespeare & Co, der oprindelig blev drevet af Sylvia Beach i mellemkrigsårene, dengang butikken lå i Rue Odéon, og var mødested for forfattere som Hemingway og James Joyce. Denne butik blev lukket i 1941 af nazisterne. Den nuværende butik blev åbnet af George Whitman i 1951. Shakespeare & Co er en attraktion i sig selv. Betjeningen kan være noget selvhøjtidelig, og priserne er i top, men butikken i sig selv er et besøg værd, om ikke andet så for at se hvor alle berømte forfattere hang ud i 50’erne og 60’erne, som for eksempel Henry Miller, Anäis Nin og Alan Ginsberg.
Adresse: 37 rue de la Bûcherie, 5. Arr. Metro station: St-Michel.

Mulighederne for at spise i dette område er rigtig mange, og generelt gode. Hvis man holder sig til boulevarderne, og gaderne lige omkring disse, skulle man kunne finde noget for enhver smag og ethvert budget.
Vær opmærksom på at de små gågader mellem Boulevard Saint Michel og Rue Saint Jaques også er kendt som ”Bacteria alley” (Bakterie gyden), fordi det er her, man siges at kunne hente en alvorlig madforgiftning, hvis man er uheldig. Jeg kan dog sige, at jeg selv spiser der og ikke blevet syg en eneste gang. Om det er mere held end noget andet, det tør jeg ikke sige. Men, rygterne er nok værre end virkeligheden.

Andre ting der er værd at besøge:

1. Efter at have været på benene hele dagen, er et stop forbi en af Paris’ bedste chokolade forretninger en god idé. Christian Constant, den berømte chocolatier, medlem af L’Académie française du chocolat, dennes butik er beliggende i SGDP og absolut et must for chokolade elskere. Det er chokolade af topkvalitet. Butikken har åben hele ugen.
Adresse: 37 rue d’Assas, 6. Arr. Metro station: Rennes.

2. En tur langs Seinen om aftenen, når alt er oplyst er et syn à la et postkort, og værd at tage med, selv for de mest uromantiske sjæle.

3. Lige syd for området ligger Les Catacombes. Dette er nok Paris’ mest uhyggelige museum, men hvis man ikke lider af skræk for skeletter en god idé, specielt plejer det at værre populært hos små drenge at gå rundt blandt stablede menneskeknogler. Museet er en lang række af gange af stablede menneskeknogler, der blev flyttet hertil i 1785 fra byens overfyldte kirkegårde. Man kommer derned via 130 trin nedad, og turen i tunnelen er ca. 1.7 km. lang. Denne tur er ikke for folk der lider af klaustrofobi. Åben 10-17, lukket mandag.
Adresse: 1. Avenue Colonel Henri Roi-Tanguy, 14. Arr. Metro station : Denfert Rochereau.