Seværdigheder i Paris
De parisiske monumenter er blandt verdens mest berømte og besete. Her er en liste over de seværdigheder, som kan siges at være blandt de største, og som man helt klart bør besøge, når man er i Paris.
Eiffel Tårnet
6 millioner mennesker besøger hvert år Eiffel Tårnet, der blev rejst til Verdensudstillingen i 1889. I dag er det et af verdens mest berømte bygningsværker. Udsigten fra Eiffel Tårnet er fantastisk, og hvis man er så heldig at komme på en dag hvor det er skyfrit, kan man se mange kilometer. Praktisk: Eiffel Tårnet har åbent hver dag, hele året rundt, fra 9 til 00:45 fra 13. juni til 31. august, og fra 9:30 til 23:45 resten af året. Tiderne gælder for elevatorerne. Man kan gå hele vejen op, men det er en hård tur, og fordi tårnet er åbent, kan det også blive en kold tur mod slutningen. Tårnet er med spir 324 meter højt. Metro station: Bir-Hakeim, École-Militaire ; RER C : Champ-de-Mars-Tour-Eiffel. Tip: Kom tidligt eller kom sent, midt på dagen er køerne længst. Hvis man kommer om aftenen, skal man være opmærksom på, at der er koldt på toppen, så tag en trøje eller sjal med.
Notre-Dame
Eller Notre-Dame de Paris, er et af hovedværkerne indenfor gotisk arkitektur. Den blev færdig omkring år 1340, efter århundrede års arbejde, og arbejdet fortsatte også herefter. Katedralen blev som mange andre religiøse bygninger udsat for plyndringer og hærværk under revolutionen, og i 1844 igangsattes komplet restaurering af katedralen. Katedralen er åben hver dag fra klokken 8 om morgenen til klokken 18:45 / weekend: 19:15. Der er 387 trin op til toppen af tårnet, det kræver at man er i form; der er ikke nogen elevator. Praktisk: Tårnet et åbent fra klokken 10 om morgenen til klokken 17:30 (oktober til marts) / 18:30 (april til september). Der kan være længere åbent i højsæsonen. Metro station: Cité, Saint-Michel. RER : Notre-Dame.
Tip: Man bør huske at kirken stadig fungerer som almindelig kirke, og respekterer at der skal være ro, og at der afholdes messer dagligt. Sacré-Cæur: Kirken blev opført til minde om de 58.000 franske soldater der faldt i den fransk-preussiske krig i 1870 – 1871. Den stod færdig i 1923, hvor opførslen havde varet 46 år. Kirken er kendt for sin krypt, som er meget smuk, og absolut et besøg værd. Tårnets top er 234 trin oppe, men hvis man er i form til det er det absolut turen værd. Udsigten er fantastisk hvis det er godt vejr, det siges at man kan se 30 kilometer. Praktisk: Kirken er åben hver dag fra 6 – 23, krypten og tårnet er åben fra 9 – 18:30. Metro station: Abbesses, Anvers.
Invalides
Louis den XIV lod dette hospital bygge i 1671 til 1678, for at huse sårede soldater. I dag er det et museum, der blandt andet også huser Napoleons grav. Militærmuseet skulle være det største af sin slags i verden. Men, det er normalt Napoleons grav der er kø ved. Praktisk: Åbent hver dag, undtagen første mandag i måneden, 1. januar, 1. maj, 1. november og den 25. december, fra klokken 10 til 17:30 / 18:30 (april til september). Pris: 8,50 €. Gratis for alle under 18 og for unge fra EU under 26. Metro station: Invalides. RER C: Invalides.
Panthéon
Panthéon blev oprindelig beordret opført af Louis den XV, der svor under sygdom, at hvis han blev rask ville han lade opfører en kirke til ære for Paris’ skytshelgen Sainte-Geneviève, hvor ruinerne af Sainte-Geneviève klostret lå. Han kom sig, og i 1758 begyndte byggeriet, og det blev først færdigt i 1789. men, da byggeriet blev færdiggjort ved revolutionens begyndelse, beordrede revolutionens regering, at kirken skulle lave om til et mausoleum for Frankrigs store mænd. To gange derefter er bygningen igen blevet gjort til kirke, men i dag er det igen et mausoleum for Frankrigs store personligheder, blandt andre Voltaire, Rousseau, Marat, Victor Hugo, Émile Zola, Jean Moulin, madame Marie Curie (den eneste kvinde i selskabet) og René Descartes. I 2002 fik præsident Chirac flyttet forfatteren Alexandre Dumas’ jordiske rester til Panthéon. Praktisk: Adresse: Place du Panthéon, 5. Arr. Metro station: Cardinal Lemoine. Åben: hver dag fra 10 til 18. Pris : Voksen : 7 €, Barn : 4,50 € ; Gratis adgang for børn under 12 og EU borgere under 26. Arc de Thriomphe: Byggeriet af denne blev igangsat af Napoleon i 1806, efter sejren i slaget ved Austerlitz i 1805. Bygningsværket stod færdigt i 1836, 15 år efter Napoleons død i 1821. Triumfbuen står som centrum i det der i daglig tale kaldes Etoile, Stjerne, som de mange store boulevarder, inklusiv Champs-Élysée, der mødes heroppe synes at udgøre. Pladsen hedder Place Charles de Gaulle. Adgang til Triumfbuen får man via indgangen som ligger under pladsen. Man kan vælge at tage elevatoren op eller tage de 284 trin der er til toppen på gåben. Praktisk: Der er åbent hver dag fra 10 – 22:30, undtagen 1. Januar, 1. Maj og 25. december. Prisen for at komme op på toppen er 6 €. Metro station: Ch. De Gaulle-Étoile.
Saint-Chapelle
Denne kirke anses af mange for at være en af de smukkeste i verden. Den blev bygget af Louis IX i 1242 - 1248, senere Ludvig den Hellige, til at opbevare relikvier i, og dermed gøre Paris til kristendommens næst vigtigste by. De fantastiske glasmosaikker giver et lys inde i kirken, som er helt unikt. Hvis man ikke har tid til at se andre kirker, mens man er i Paris, bør man se denne. Den er måske ikke så berømt som Notre-Dame, men den er mindst lige så smuk, og der er generelt færre mennesker end i Notre-dame. Praktisk: Åben : 9:30 – 18:30 ( april – september) og 10 – 17 (oktober – marts). Lukket: 1. Januar, 1. Maj, 1. og 11. november og 25. December. Pris : 6,10 €. Adresse: 2 - 6, Boulevard du Palais, 75001 Paris. Metro station: Cité, Saint-Michel. Bus: ligne 21, 27, 38, 85, 96.
Musée du Louvre
Dette forhenværende kongepalads er det største museum i verden, med over 350.000 objekter i samlingen, deriblandt nogle af verdens mest berømte, for eksempel Mona Lisa. Bygningen blev oprindelig konstrueret som en fæstning af Philippe Auguste i 1190, men blev lavet om til en kongelig residens af Charles V (1364 – 1380). Efter Versailles opførsel flyttede de kongelige derud. Efter revolutionen åbnedes i 1793 slottet for befolkningen, og få år senere istandsatte Napoleon slottet for at lave et museum. Praktisk : Adresse: 34, Quai du Louvre, 1. Arr. Metro station: Louvre Rivoli og Palais-Royal Musée du Louvre. Åbent hver dag mellem 9 – 18, til 22 om onsdagen og fredagen. Lukket om tirsdagen, og 1. januar, 1. maj, 11. november og 25. december. Pris: mellem 6 – 14 €, afhængig af hvor meget man ønsker adgang til.
Musée d’Orsay
Dette museum viser kunstværker fra perioden 1848 – 1914, og er specielt kendt for sin ekstraordinære samling af impressionistisk kunst. Museet blev oprindelig indviet i den forhenværende Orsay banegård, bygget til Verdensudstillingen i 1900. Derefter blev banegården brugt til mange forskellige formål, og det var først i 1977 at den endelige beslutning om at åbne et museum i bygningen igen blev taget, og den 9. december 1986 blev museet åbnet for offentligheden. Museet huser i dag kunstværker udført af de største kunstnere fra ovennævnte periode, som for eksempel Van Gogh, Degas, Monet, Manet og Rodin. Praktisk : Adresse: 1, Rue de la Légion d’Honneur, 7. Arr. Metro station: Solférino, RER C: Musée d’Orsay. Åben: 9:30 – 18:00, 21:45 om torsdagen. Lukket om mandagen, og 1. januar, 1. maj og 25. december. Pris: 8 €. Gratis for unge mellem 18 – 25 fra EU og for alle under 18.
Herefter kan man sige at det er smag og behag, der afgør hvad man synes der bør ses. Men, man kunne sagtens sætte steder som Tuileries, Jardin du Luxembourg, der huser Senatsbygningen, Madeleine kirken og Saint-Sulpice (p.t. under restaurering) på listen, men ovenfor er de mest berømte og mest besøgte.
