Paris for børn

Selvom det kan synes at være en by der ikke er for børn, er der mange steder og attraktioner der henvender sig til børnefamilier, også inde i byen. Uden for byen er naturligvis EuroDisney og Parc Asterix (se nedenfor), men hvis man ikke ønsker at tage så langt er der andre muligheder.
Bortset fra de attraktioner der helt klart henvender sig til børn, nedenfor, er der ting som Eiffel Tårnet, Notre Dames Kirketårn, hvor børn er velkomne. Generelt er børn velkomne de fleste steder.

EuroDisney

Denne park et sikkert hit hos de fleste børn i alle aldre. Billetter kan købes via turistkontorerne.
Vejen derud: tag RER A og stå af ved stationen Marne-la-Vallée Chessy/Disneyland (Derfra er der direkte adgang). Det er en god idé at undersøge tilbud og åbningstider hos turistkontoret, eller på websitet nedenfor.
Website: http://www.disneylandparis.dk

Parc Asterix

Denne park er nok mest for de allermindste, under 7-8 år. Men hvis man har børn i den alder, er den helt klart mere overskuelig end Disneyland.
Det er forholdsvis let at komme dertil, da der går en direkte bus fra Louvre til Parken. Denne kan tages fra stationen Louvre via det underjordiske center under Louvre, Carroussel du Louvre. Man kan også tage RER og derefter bussen, men den direkte navette er lettere. Spørg efter denne på turistkontoret i Carroussel du Louvre.
Website: http://www.parcasterix.fr (på fransk).

Parc zoologigique de Paris

Denne Zoologiske have er beliggende i Bois de Vincennes, en stor park i den østlige udkant af Paris, og kan nås med metroen (se nedenfor). Den er forholdsvis godt udrustet.
Åben hver dag. Metro station: Porte Dorée (ligne 1 mod Chateau de Vincennes).

Les Catacombes

Katakomberne er et godt valg hvis man har børn der kan lide det lidt uhyggelige, for de lange gange fyldt med knogler kan være uhyggelige. Men hvis man har modige børn, der ikke lider af skræk for skeletter, så er et besøg her en god idé. Åben 10-17, lukket mandag.
Adresse: 1. Avenue Colonel Henri Roi-Tanguy, 14. Arr. Metro station: Denfert Rochereau.

Eiffel Tårnet 

er jo altid et oplagt besøg både med og uden børn.
Der er åbent hver dag, hele året rundt, fra 9 til 00:45 fra 13. juni til 31. august, og fra 9:30 til 23:45 resten af året. Tiderne gælder for elevatorerne. Man kan gå hele vejen op, men det er en hård tur, og fordi tårnet er åbent, kan det også blive en kold tur.
Adresse: Champs-de-Mars, 7. Arr. Metro station: Bir-Hakeim, École-Militaire; RER C: Champ-de-Mars-Tour-Eiffel.

Notre Dames Kirketårn

Selvom det måske kan være hårdt for små ben, der er 387 trin op til toppen af tårnet, er denne tur en god idé, og udsigten, når man når toppen, er fantastisk.
Praktisk: Tårnet et åbent fra klokken 10 om morgenen til klokken 17:30 (oktober til marts) / 18:30 (april til september). Der kan være længere åbent i højsæsonen. Kom tidligt for at undgå de lange køer.
Adresse: 6, pl. du Parvis-Notre-Dame, 4. Arr. Metro station: Cité, Saint-Michel. RER: Notre-Dame.

Parker og Haver

Bois de Boulogne

Boulogne Skoven har mange aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Alt der er for børn er placeret i det der hedder: Le Jardin d’Acclimatation. Her er mange forskellige aktiviteter for børn.
Website: http://www.jardindacclimatation.fr (på fransk)
Vær opmærksom på, at Bois de Boulogne ikke er et sted, hvor man bør opholde sig meget sent om aftenen, og man bør undgå de afsides områder generelt, da man kan være uheldig at finde kanyler i buskadset, og området er et hvor der er prostituerede om aftenen/natten.

Andre parker

De fleste af de store parker, har legepladser og karruseller for de mindste børn. I Champ-de-Mars, Mars Parken, ved Eiffel Tårnet er der pony rideture for de mindste. I juli og august indrettes der i Jardin des Tuileries, Tuileries Haven, en udmærket forlystelsespark for børn, på den side af haven der vender ud mod Rue Rivoli.
Jardin des Tuileries, 1. Arr. Metro station: Tuileries.

Disney butikken på Champs-Élysées

der skulle være en af de bedre af slagsen, kan nok også være en god idé. Her kan købes alt fra bamser til service med Disneys berømte figurer. Her kan også købes billetter til EuroDisney.
Adresse: 44 Avenue des Champs Elysées, 8. Arr.

Generelt er det sådan at langt de fleste restauranter i Paris, med undtagelse af de allerdyreste, er børnevenlige, og mange har også børnemenuer.