Selvom det nok ikke er nutidens Picassoer der hovedsagelig beboer området, og mange af de små gader lige omkring Sacre-Cæur er præget af turistbutikker, har Montmartre stadig en charme og en atmosfære, der er værd at opleve, en charme som man fangede i kultfilmen Le fabuleux destin d'Amélie Poulain(Amélie). For Montmartre er måske ikke længere et mekka for bohemer og fattige kunstnere, huslejen er her ligeså tordnende høj som i resten af Paris, men området har stadig sin egen identitet, og man har en fornemmelse af at være i en rolig landsby udenfor Paris, når man færdes på Montmartre. Det er et område man bør afsætte tid til når man er i Paris.
Montmartre har igennem tiderne haft mange berømtheder boende, der iblandt malerne Edouard Manet, Edgar Degas, Vincent Van Gogh, Toulouse-Lautrec, Pablo Picasso og Salvador Dalí. Hvis man vil købe kunstplakater med hjem, er Montmartre et godt sted at købe, specielt Toulouse-Lautrec, da udvalget er stort, og priserne ofte lavere end på de store museer inde i byen.
Den letteste vej dertil er at tage metroen til Abbesses stationen, og derfra tage Montmartre bussen rundt og videre mod toppen. Man kan selvfølgelig også gå. I Montmartre bussen kan man benytte diverse turist pas. Man kan vælge at gå hele vejen fra Abbesses station op til Sacre-Cæur, men det er en stejl vej, så hvis man ikke er godt gående, er det bedre at tage bussen.
Hvis man har mulighed for det, så er det bedst at tage til Montmartre om morgenen og midt i ugen, hvor der ikke er stuvende fuldt. De fleste tager op til Montmartre for at se Sacre-Cæur, spise og så gå igen, men der er meget mere at se, og derudover er området i sig selv et besøg værd. En mulig tur rundt på Montmartre kunne være at stå af ved Abbesses stationen, gå nordpå op mod gaden Trois Frères, og videre til gaden Poulbot, hvor der i nummer 11 ligger Dalí Espace Montmartre, et Dalí museum, der udstiller den berømte catalanske surrealists kunstværker. Dalí boede i en længere periode på Montmartre (www.daliparis.com).
Lidt længere nordpå, i gaden Cortot nummer 12 – 14, ligger endnu et museum der kan være af interesse, Musée de Montmartre. Dette museum der viser Montmartres historie har til huse i Montmartres ældste hus. (www.museedemontmartre.fr, desværre kun på fransk)
Gå tilbage mod Rue Poulbot via gaden ved navn Rue du Mont-Cenis, til du når Pace du Tertre, følg herfra skiltningen mod Sacre-Cæur til du når den berømte kirke, der tog 46 år at få gjort færdig. Kirken er opført til minde om de 58.000 franske soldater der faldt i den fransk – preussiske krig 1870 – 1871. Hvis du har benene til det, så er det en god idé at tage trappen op til toppen af det 83 meter høje tårn, der befinder sig ca. 200 meter over vandets overflade. På en skyfri dag siges det, at man kan se 30 kilometer.
Hvis man er fan af filmen Le fabuleux destin d'Amélie Poulain (Amélie), er cafeen Les Deux Moulins et must. Denne ligger i nummer 15 i Rue Lepic, ikke langt fra den verdensberømte kirkegård, Cimetière De Montmartre, hvor mange kendte ligger begravet, som for eksempel forfatteren Stendhal, maleren Degas og komponisten Offenbach.
Montmartre har mange gode spisemuligheder, og mange hvor prisen er høj og kvaliteten lav. Her er et par eksempler på restauranter hvor pris og kvalitet hænger sammen (alle fransk bistro menu):
À La Cloche D'or, 3 rue Mansart.
Chez Marie, 27 rue Gabrielle.
Chez Toinette, 20 rue Germain Pilon.
Le Relais Gascon, 6 rue des Abbesses.
Andre seværdigheder på Montmartre inkluderer blandt andre:
Au Lapin Agile, en gammeldags kabaret, der i sin tid havde folk som Picasso og Renoir blandt stamgæsterne. Den er beliggende i 22, Rue des Saules, åben til klokken 2 om morgenen, og et besøg værd, hvis man vil opleve en ægte parisisk kabaret.
Moulin-Rouge, der vel er den bedst kendte af Belle Époque kabaretterne. Den eksisterer stadig, 82, bd. de Clichy, og er et besøg værd.
Moulin de la Galette, den ene af de sidste to møller der er tilbage (moulin betyder mølle på fransk), og ligger i 79, Rue Lepic.
Tip 1: kom tidligt hvis du vil ind i SC og nyde udsigten ud over hele Paris, uden at skulle stå i kø.
Tip 2: flade sko, alt andet kan være farligt, specielt hvis det har regnet. Gaderne er meget skrå og med toppede brosten mange steder.
Tip 3: hvis man er dårlig gående, eller i dårlig form, tag da elevatoren op på Abbesses stationen, trappen op er en lang tur op.
