Parker i London
London er kendt for at have mange grønne og blomsterfulde parker. Årsagen findes bl.a. i at den royale familie, siden den slog sig permanent ned i London, har ønsket at bevare jagtområder tæt på hovedresidensen Buckingham Palace. De Royale Parker har ikke altid været åbne for offentligheden, der i stedet har haft deres egne, knap så prangende, greens og commons.
I dag er alle 8 royale parker åbne for offentligheden, og de i alt 5000 hektar er et lækkert afbræk fra den ellers travle by.
De 8 Royale Parker i London
The Regent's Park

The Regent's Park, regentens park, består af åben park og smukke haver. Parken byder også på en stor sø hvorpå man kan sejle, samt et teater. Søen tiltrækker mange forskellige fuglearter der bor og bygger reder rundt omkring søen. Man kan også finde London Zoo her i parken.
Attraktioner i nærheden
London Planetarium
Madame Tussaud's
Kensington Gardens

Kensington Gardens har majestætiske træer på begge sider af de mange stier. Dette danner en flot baggrund for Kensington Palace, en af kongehusets residenser. Kensington Gardens er også hjemsted for Prinsesse Diana's mindelegeplads, som børnene vil elske.
Attraktioner i nærheden
Royal Albert Hall
Natural History Museum
St James's Park

St. James park ligger i hjertet af London og omkranser The Mall, en bred gade der ofte danner baggrunden for ceromonier og parader. St. James Park har også en smuk sø, hvor ænder yngler og bor.
Attraktioner i nærheden
National Portrait Gallery
London Eye
The Green Park

The Green Park er en af de roligste parker i London. Parken har grønne arealer og meget gamle træer, og tilbyder en rolig gåtur i en ellers hektisk storby.
Attraktioner i nærheden
Buckingham Palace
St James's Palace
Bushy Park

Bushy Park er en af de knap så kendte parker, men er til gengæld populær hos de 320 rådyr der bor i parken. Tilløbsstykket i Bushy Park er den imponerende Diana Arethusa Fountain, hvortil stort set alle stier i parken fører hen.
Attraktioner i nærheden
Hampton Court Palace
Kempton Park Racecourse
Richmond Park

Richmond Park ligger i det mondæne Richmond i Sydlondon, og er den største af Londons parker. Parken er ganske enorm, og er hjemsted for store grønne arealer, smukke rhododendronhaver og flokke af rådyr.
Attraktioner i nærheden
Kew Gardens
Ham House
Greenwich Park

Greenwich Park er nok mest kendt for at være navlen i verdens tidssystem: Greenwich Mean Time tager sit udgangspunkt i en imaginær linje der deler parken i to. Greenwich Observatory har et museum der er dedikeret til emnet, og parken tilbyder en flot udsigt over Canary Wharf og resten af London.
Attraktioner i nærheden
Cutty Sark
Greenwich Market
Hyde Park

Hyde Park ligger centralt i London, og er mest åbne grønne områder, blomsterbede og yngre skov. Hyde Parks ene hjørne er hjemsted for Speaker's Corner, hvor man hver søndag kan møde flokkevis af talere og deres skæve synspunkter. Er vejret godt kan man spænde fodboldstøvlerne og være med i de mange spontane fodboldkampe der opstår på de store grønne områder.
Attraktioner i nærheden
Science Museum
Oxford Street
