The London Dungeon
Dybt i hjertet af London, begravet under de historiske sten i bydelen Southwark, ligger en af Londons og verdens mest berømte horror-seværdigheder. The London Dungeon tager dig igennem mere end 2000 års rædsler, og giver dig livet, og døden, som set fra fangens dunkle kælder. Alle museer burde fortælle om historien lige så livligt som London Dungeon. Glem alt om at se på støvede artefakter i glasmontrer, London Dungeon skræmmer, underholder og giver sine besøgende en oplevelse for livet.
Et livligt museum
Museet er bygget op om forskellige temaer, hver af dem fortalt af rigtige skuespillere udklædt som personer fra perioden de fortæller om. Turen starter med tortur som tema, hvor en af de besøgende hives op til en demonstration af hvordan torturinstrumenterne blev brugt til at tvinge tilståelser ud af de ofte uskyldige anklagede. Herefter føres de besøgende ind til en dommer, der anklager de besøgende for usandsynlige, men komiske forbrydelser. Uanset hvad de anklagede svarer, dømmes hele flokken til døden ved hængning.
Pesten
Herefter følger temaer om forskellige ulyksalige perioder i Londons historie: Pestens slår til i 1665, og spreder frygt og mistro i gaderne. Ingen ved hvad der sker, eller hvor sygdommene kommer fra, men alle ved at det sker. I London Dungeon forklarer en af datidens læger om, hvordan man forsøgte at kurere sygdommen.
Flere temaer
De følgende to temaer er en simulation af turen ind af Traitors Gate i Tower of London, samt en fortælling om Sweeney Todd, barberen der skar halsen over på sine kunder, og solgte deres lig til en tærtebutik i nærheden. Herefter går turen ind til Jack the Rippers rædsler: de victorianske gaders skræk begik sine uhyrligheder i Whitechapel, under 2 km fra the London Dungeon.
Den store brand og manden i galgen
Den Store Brand udslettede næsten hele London i 1666. Bageren der havde fyret for meget op i sin ovn, endte med at slå de stakkels Londonere ihjel i flammernes hede. De besøgende føres igennem "flammehelvedet", hvor skrig og råb fra de døende skaber den livagtige stemning. Gerefter følger det sidste tema, der giver de besøgende en skræmmende realistisk følelse af, hvordan det er at være manden i galgen...
The London Dungeon er besøget værd, og du skal forberede dig på at det ikke er for sarte nerver.
The London Dungeon findes bl.a. også i York, hvor den meget passende hedder the York Dungeon. The York Dungeon byder bl.a. sine rædsler på vikingernes gerninger.
Billetter
Du kan med fordel købe billetterne på forhånd på http://www.thedungeons.com
