Barcelona er en af de mest besøgte byer i Europa, og byen bugner af seværdigheder som enhver turist skal kunne strege over på sin liste.
€ Betalingsaktiviteter €
Sagrada Familia
Arkitekten Antoni Gaudí ufærdige kirke er en umiskendlig del af Barcelonas skyline, og kirkens originale og særprægede arkitektur er helt klart en af de største seværdigheder i Barcelona - bogstaveligt talt. La Sagrada Familia er ikke færdigbygget, på trods af at der er blevet arbejdet på projektet siden 1882. Gaudí overtog projektet i 1883 fra en anden arkitekt, Francesc del Villar, som startede på at bygge en kirke på samme sted i 1882. Kirken er dog umiskendeligt Gaudí's design, og arkitekten viede den sidste del af hans liv på at færdiggøre La Sagrada Familia. Arbejdet med kirken blev langsommere da Barcelona blev ramt af økonomisk nedtur i begyndelsen af det 20. århundrede. Ved Gaudí's død i 1926 (han blev på tragisk vis kørt over af en sporvogn), var kirken derfor langt fra færdig. Gaudí ændrede løbende på designet, så det er svært for nutidens arkitekter at færdigbygge kirken præcis som Gaudí havde forestillet sig den. Det blev yderligere besværliggjort af at Anarkisterne i 1936 destruerede de eneste originale tegninger på kirken. Der er dog generel enighed om hvordan kirken skulle have set ud ifølge Gaudí's vision. Hovedtrækkene er der ingen tvivl om: 18 tårne, der hver repræsenterer elementer fra kristendommen. De tolv laveste tårne repræsenterer de tolv apostle, herefter fire tårne der symboliserer de fire evangelister, et tårn der symboliserer jomfru Maria, og det højeste tårn der symboliserer Jesus.

Tibidabo
Tibidabo er med 512 meter det højeste bjerg i Barcelona, hvorfra den absolut bedste udsigt over Barcelona fås. Bjerget har udover udsigten tre seværdigheder: en forlystelsespark, et telekommunikationstårn med udsigtspost (Torre De Collserola) og kirken Sagrat Cor. Forlystelsesparken har nogle okay attraktioner, der nok skal give et sus, men det er stadig værd at tage op på Tibidabo bare for udsigten. Den fås ikke magen til mange steder i Barcelona.
Læs mere om Tibidabo, og find ud af hvordan du kommer op til udsigten.
FC Barcelona fodboldkamp
Er man bare det mindste interesseret i fodbold er der ingen tvivl om at det kribler lidt i maven når man hører navnet FC Barcelona, eller blot Barca som de kendes under lokalt. En tur til Barcelona er ikke komplet uden en tur til en kamp med FC Barcelona, og det er faktisk overraskende simpelt at få billetter til kampene, så længe det ikke er mod Real Madrid eller andre storkampe. Dette er takket være de 98,787 sæder på Camp Nou, klubbens faktastiske stadion som er det største fodboldstadion i Europa.
Gaudí's arkitektur
Antoni Gaudí har uden tvivl æren for at sætte det største præg på Barcelona. Ud over Sagrada Famillia og Park Güell, har Gaudí tegnet adskillige bygninger i Eixample-kvarteret. De to mest kendte er Casa Milá og Casa Battlo, der begge er åbne for offentligheden. Den særprægede arkitektur, der er inspireret af naturens former, er værd at sætte nogle timer af til.
Gratis seværdigheder i Barcelona
Ramblaen og Barrí Gotic
Ramblaen er uden tvivl den lettest genkendelige af Barcelonas mange gader. Den brede gågade tiltrækker turisterne med et roligt tempo og utallige gadeartister der for en skilling underholder os lidt. Det tilstødende Barrí Gotic (det gotiske kvarter) er Barcelonas middelalderkvarter. De snørklede gader er spændende at vandre rundt i, især hvis du godt kan lide små butikker med nips af forskellig slags. Hvis det ikke falder i din smag, kan du også blot nyde et miks af arkitektur der strækker sig de sidte 700 år tilbage i tiden.
Park Güell
En af Barcelonas parker, der som så meget andet i byen er opstået under arkitekten Gaudí's kyndige hænder. Parken er typisk Gaudí med brækkede keramikmønstre på bænke og skulpturer, herunder den berømte salamander. Desuden er det næsten lige så kendte pandekagehus at finde i parken, der er inspireret af heksens pandekagehus i eventyret om Hans og Grethe.Vandrer du højere op på den bakke Park Güell er bygget på, belønnes du med en flot udsigt over Barcelona.
Montjüic og det magiske springvand
Der er mange gode grunde til at besøge Montjüic. Den magiske fontæne, det olympiske stadion, Palau Nacional, Poble Espanyol, Fundació Joan Miró og udsigten fra toppen af Montjüic er nogle af de bedste.
Barcelona katedral
Den store katedral er noget ældre end Sagrada Familia: opførelsen foregik fra det 13. til det 15. århundrede. Facaden blev dog først tilføjet noget senere, i det 19. århundrede. Katedralen ligger i Barrí Gotic, det gotiske kvarter, og katedralen samt pladsen foran katedralen er de største seværdigheder i området.
Parc Ciutadella
Den første offentlige park i Barcelona, og stadig en af dem der har mest at byde på. Zoologisk have, det catalanske parlament og Cascada, som er et monument konstrueret af arkitekten Josep Fontsère med en ung Gaudí som assistent. På parkens område var der oprindeligt et citadel, men det var upopulært hos Barcelonas indbyggere, og det blev derfor omdannet til en park i slutningen af det 19. århundrede.
Og til slut: ikke så meget en seværdighed, men den er svær at komme udenom efter en travl dag: En tur på stranden.
Selv om Barcelona kan nydes i alle årets måneder, skal man ikke glemme at det er en middelhavsby, og det milde klima er den perfekte undskyldning for at tage en afslappende dag på stranden. Der er fire store strande i Barcelona: Nova Icaria, Bogatell, Mar Bella og Barceloneta.
