Det uafsluttede arkitektoniske mesterværk er en af Barcelonas mest besøgte attraktioner. Arkitekten Antoni Gaudí havde planer om et 170 meter højt centralt tårn, dedikeret til Jesus, foruden 17 andre gigantiske tårne rundt om det centrale tårn. Arkitekten dedikerede de sidste 15 år af sit liv til katedralen, og boede på en feltseng i krypten. Desværre blev Gaudí kørt over af en sporvogn, og døde en for tidlig død. Det var aldrig meningen at Gaudi selv skulle have set kirken stå færdig, og han efterlod planerne til den færdiggørelse. Allerede ti år efter hans død, i forbindelse med den spanske borgerkrig, blev hans planer ødelagt af Anarkisterne, en politisk fraktion der havde magten i Barcelona i en periode.
I dag har man dog genskabt de fleste af Gaudis oprindelige planer, og der bygges fortsat på kirken. Efter planen skal den stå færdig i 2026, selvom der er sået tvivl om det er muligt at nå dette. Som besøgende i kirken, må man ikke desto mindre finde sig i, at man besøger en gigantisk byggeplads, om end det er en af de smukkeste byggepladser man kan støde på.
![]() | ![]() | ![]() |
| Passionfacaden på en overskyet dag | Loftet indenfor i kirken | Detalje fra facaden af Sagrada Familia |
![]() | ![]() | |
| En flot og farverigt vindue indenfor i kirken | Søjler og loftet indenfor i kirken | |
Gaudí selv var stærkt religiøs, og byggede kirken som et afladstempel for den bod han mente menneskeheden begik i den moderne tids materialisme. Selv om kun en del af hans vision blev til en realitet, er Sagrada Familia stadig Barcelonas mest berømte attraktion, og et must for enhver turist i byen. Højdepunkterne inkluderer museet i krypten, og de symbolske skulpturer på Nativitáfacaden.
Museet i krypten
Museet indeholder et væld af gipsafstøbninger af hvordan kirken vil komme til at se ud når den er færdig. Da planerne blev ødelagt under den spanske borgerkrig, er der flere forskellige bud på hvordan den endelige kirke bør se ud. Desuden indeholder museet modeller der forklarer hvordan Gaudi arbejdede. Gaudi var altid inspireret af naturens måde at forme tingene på, hvilket tydeligt skinner igennem hans organiske måde at designe på. Igennem modeller der viste hvordan tyngdekraften trækker i elementerne, så energien der belaster elementerne er mindst mulig, formede Gaudi mange af sine strukturer.
Facaderne
Sagrada Familia har tre facader, hvoraf to er færdiggjorte. Nativitáfacaden er rigt dekoreret med Jesu fødsel som tema. Passionfacaden er mere gold, med seks, store kolloner der er vinklet udad. Udefra er kirken et fantastisk syn, der springer i øjnene hvis man ser Barcelona oppefra, fra f.eks. Montjuic.
Man kan også tage elevatoren eller trapperne op i tårnet, og få en fantastisk udsigt ud over Barcelona. Dette koster 2,00 € ekstra, udover den almindelige billetpris.
Praktisk information
Billetsalg stopper 15 minutter inden lukketid. Sæt en lille time af til hele besøget.
Officiel hjemmeside: http://www.sagradafamilia.cat. I skrivende stund er hjemmesiden kun på catalansk, men en kort opsummering på engelsk kan findes på http://www.sagradafamilia.cat/sf-eng/index.php





