Den australske østkyst er en meget tynd stribe frugtbar jord sammenlignet med den massive ørken der udgør det meste af Australien, men den lange strækning spænder over tropisk regnskov i nord til tempereret klima i syd, og er hjemsted for størstedelen af australierne. Nærheden til vandet er en essentiel del af australiernes liv og kultur, og de fleste australiere tilbringer en stor del af deres fritid med at ligge på stranden, spille beachvolley, surfe, dykke eller en af de mange andre aktiviteter der involverer stranden og vandet.
Denne guide giver dig et indblik i de vigtigste seværdigheder og aktiviteter fra Cairns og Cape Tribulation i nord til Sydney i syd.
Cairns

Great Barrier Reef ligger tættere på kysten ved Cairns og skal man ud og dykke på Great Barrier Reef er Cairns det bedste sted at dykke fra. Cairns er også udgangspunktet for ture til regnskoven i nord, hvor du kan se regnskoven og havet mødes ved Cape Tribulation, eller spejde efter krokodiller på Daintree River.
Whitsunday Islands
Denne klynge af paradisøer er et populært sted for en bådtur på en eller flere dage. De fleste bådturen lader dig snorkle på et af de små rev rundt om øerne hvor du kan se revfisk som angelfish og boxfish, store Wrasse-fisk og måske svømme med en skildpadde hvis du er heldig. På Whitsunday Island kan du slappe af på den smukke Whitehaven strand, en af de smukkeste strande i Australien.

Der arrangeres dagture og flerdagesture til Whitsunday Islands fra Airlie Beach.
Fraser Island
Svøm i de smukke søer, spot en haj fra Indian Head og hyg dig natten igennem i lejren med backpackere fra hele verden. En tre-dages tur til Fraser Island er et obligatorisk stop på alle backpackeres tur. Har du travlt, eller rejser du med børn, arrangeres der også en-dagesture til Fraser Island.
Der arrangeres ture til Fraser Island fra Rainbow Beach og Hervey Bay.

